ORDENES SAMMENSVÆRGELSE

Der var engang en storslået bygning, kæmpestor og umådelig, der hed Ordbog over det Spanske Sprog, og som efter hvad krønikeskriverne sagde, fyldte en fjerdedel af den slags borde der bruges til forskellige formål, og som mennesker har i deres huse. Hvis vi skal tro et gammelt dokument, som blev fundet i en ældgammel skrivepult, skete der det, at da man anbragte hin bygning i dens ejers bogsamling, ja da var hylden, som den blev anbragt på, lige ved at brase ned, og det var ikke godt for de andre ting, der var på den. Bygningen bestod af to brede tykke mure af karton indbundet i marmoreret kalveskind, og på forsiden, der ligeledes var i skind, stod navnet på og betydningen af dette store monument skrevet med store gyldne bogstaver for verden og kommende slægter.

Indeni bestod den af en fantastisk labyrint, som end ikke selveste den på Kreta ville kunne stå sit mål med. Ikke mindre end seks hundrede papirsvægge delte den op; hver med sit tal, de såkaldte sider. Hver især var disse igen inddelt i tre lange korredorer eller gange, og i disse gange fandtes der et utal af celler, hvor de otte eller ni hundrede tusind væsner, der havde deres bolig i dette rum, befandt sig. Disse væsner hed ord.

* * *

En morgen hørtes en voldsom larm af stemmer, spark, våbenklang, tøj der strejfede andet tøj, og kalden og vrinsken, som om en talstærk hær var ved at stå op og klæde sig på for at gøre sig rede til et gigantisk slag. Og sandt at sige, noget med krig måtte det være, for kort efter kom alle –eller næsten alle– Ordbogens ord ud med stærke skinnende våben og stillede op i en eskadron, der var så stor, at der ikke var plads til den på selve Nationalbiblioteket. Det var et storslået og overraskende syn at se denne hær, fortalte et øjenvidne mig. Dette øjenvidne, der så det hele fra et skjulested ligeved, var en ældgammel pergamentsindbunden Flos sanctorum, der også stod på hylden på det tidspunkt... (EXTRACTO)

Lene Waagstein, Universidad de Copenhague.